Onsdag den 8. oktober er der åbent hus på udgravningerne ved Gørløse.
Her fortæller arkæologer fra Museum Nordsjælland om de 2000 år gamle gårde, der udgraves og HOFOR løfter sløret for flere detaljer om det nye vandværk, der skal opføres på stedet. Der vil være gratis kaffe, pandekager og adgang til oldtidsfundene.
Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) har planer om at opføre et nyt vandværk på markerne syd for Gørløse i nærheden af åen. Inden de får tilladelse til det, er Museum Nordsjælland i gang med arkæologiske udgravninger for at blive klogere på egnens tidligere beboere. Resultaterne vises frem for alle interesserede, og samtidig vil HOFORs projektfolk fortælle om deres byggeplaner.
Spor fra jernalderen
Gørløse gemmer på en rig arkæologisk historie. Gennem de sidste mange år har Museum Nordsjælland undersøgt omfattende spor fra jernalderen forud for diverse anlægsarbejder. Og nu er det altså markerne ned mod Gørløse Å på kanten af Frederikssund Kommune, der har arkæologernes opmærksomhed.
De indledende øvelser foregik hen over foråret 2025, hvor museet gravede en masse grøfter gennem landskabet. I grøfterne fandt de spor efter tidligere tiders bopladser, i form af gårde og affaldsgruber fra ældre jernalder, dvs. tiden fra omkring 500 f.Kr. til omkring 200 e.Kr. Bopladserne blev indstillet til regulær udgravning. Denne begyndte i slutningen af august, og vil vare frem til udgangen af november, men allerede nu er flere interessante fund dukket op.
Arkæologerne er lige nu i gang med at udgrave spredte spor af gårde med tilhørende aktivitetsområder. Gårdene er tydeligt mærket af, at jorden har været dyrket og pløjet de sidste to tusinde år. Det betyder, at der kun er de sidste rester tilbage, som nu heldigvis når at blive undersøgt, inden anlægsarbejdet går i gang. Gårdene var bygget med jordgravede stolper, og væggene var lerklinede. Leret til væggene blev gravet op i nærheden, og hullerne efter leret blev ofte genbrugt som affaldshuller. I disse huller finder arkæologerne de tidligere beboeres affald i form af blandt andet keramik og dyreknogler. Og det er netop det, som arkæologerne altid er på jagt efter: Sporene efter datidens mennesker og især deres affald, for det hjælper os med at forstå, hvordan man levede dengang.
”Ser vi på de store linjer, så er det interessant, at vi næsten kun finder ældre jernalder på dette område. Sammenholdt med resultaterne fra andre udgravninger, leder det tankerne hen på, at der måske skete en omfattende ekspansion i ældre jernalder, hvor bopladserne bredte sig ud over større områder, end i de foregående perioder. Selvom udgravningerne ved Gørløse måske kun virker som en brik i et enormt puslespil, så bliver vi faktisk klogere på den ældre jernalder - og det vil vi gerne vise frem”, siger Esben Aarsleff, der er afdelingschef i Arkæologi på Museum Nordsjælland!
Pandekager og åbent hus
Museet og HOFOR inviterer sammen til åbent hus på udgravningen onsdag d. 8. oktober kl. 16.30. Her serveres dessertpandekager, kaffe/te til de voksne og varm chokolade med flødeskum til børn. Der er gratis adgang og alle er velkomne. Udgravningen ligger ved Hovedvejen 54, Gørløse, parkering sker langs vejen. Museer anbefaler, at man tager fodtøj på, som kan tåle at gå på en pløjemark. Arrangement er desværre ikke egnet for gangbesværede.
Kontakt:
- HOFOR, Katrine Køber, Kommunikationsrådgiver, 27952149, katkob@hofor.dk
- Museum Nordsjælland, Esben Aarsleff, Afdelingsleder, Arkæologi, 61815820, eaa@museumns.dk